Biksemad a la stenaldermand

Jeg må indrømme at jeg nok aldrig bliver en rigtig stenaldermand. Når vi taler om grundprincipperne i paleokost, så er det da spændende nok, men der er for mange ting, som jeg skal undvære i min dagligdag til at jeg ønsker at lægge min kost om. For lang tid siden læste jeg Thomas Rodes bog, Stenalderkost, og efter at have læst den slog det mig: BIKSEMAD! Thomas præsenterer jo klassikere som burger, flæskesteg og selv en god bolognese, så hvorfor ikke en gang “paleobiksemad”?

Jeg holder meget af biksemad. Det er en god ret, som også er med til at undgå madspild. Brug fx. en svinekam (eller flæskesteg) fra dagen før, eller en stykke oksesteg. I denne opskrift har jeg dog ikke valgt at bruge nogen rester.

Ingredienser

  • ca. 1 kg svinekam u. ben og svær (køb hos slagteren!)
  • 5-6 gulerødder
  • 1 stor pastinak
  • ½ hoved knoldselleri
  • 2 løg
  • 50 gr. smør
  • salt/peber
  • urter, fx. timian eller bredbladet persille
  • 4 landæg

Tilberedning

  • Rens, skræl og hak grøntsager (rodfrugterne)
  • Kog gulerod, pastinak og knoldselleri al dente i letsaltet vand (gerne hver for sig), så der stadig er bid. (De skal ikke have ret længe).
  • Skær svinekammen ud i tern.
  • Hak løgene i firkanter
  • Smelt smør i en stor pande eller sautégryde. Svits løg, kød og drys med salt og peber og lad det få farve. Hvis der kommer væske i panden, så lad det koge ind, uden at det brænder på
  • Kom grøntsagerne på panden og bland med kød og løg.
  • Kom urter i biksemaden
  • Smag evt. til med ekstra salt og peber
  • Server sammen med spejlæg.

!Tips: Retten kan sagtens laves i forvejen og holdes varm i ovnen indtil servering. Kan også serveres med fx. bearnaisesovs, porcheret æg, røget bacon eller en god ketchup. Du kan pifte retten op med rødbeder. Skal retten fortæres af voksne mænd, kan det være en god ide par ekstra gulerødder eller pastinakker.

Kategorier