Jeg bager tit disse boller. De bliver helt lækre, bløde og fluffy og det er altid godt at have lidt liggende i fryseren. De kan kombineres med forskellig typer mel – alt efter hvor usund du har lyst til at være. Du får et sted mellem 32-40 boller ud af denne opskrift. De minder i øvrigt meget om de her: chokoladeboller.
Ingredienser
- 200 gr smør
- 2 æg (+1-2 æg til pensling)
- 50 gr gær
- 70 gr sukker
- 50 gr fuldkorn hvedemel
- 200 gr grahamsmel
- 750 gr hvedemel (gerne tipo 00)
- 5 dl mælk (gerne sødmælk, men letmælk kan også sagtens bruges)
- Lidt salt
Tilberedning
- Smelt smør ved lav varme i en gryde
- Bland gær og sukker, gerne med en køkkenmaskine
- Når smøret er smeltet kommer du mælken ned i gryden. Afvent til blandingen er lunken, og bland det med gæret og sukkeret.
- Pisk de 2 æg sammen i en skål og kom dem ned i smørblandingen. Lad det piske/røre godt sammen.
- Kom salt i. ca. 1 tsk.
- Kom lidt efter lidt melet i og lad det ælte godt sammen.
- Lad dejen hæve i 45 min.
- Form bollerne og læg dem på en bageplade med bagepapir og lad dem efterhæve i 15 min. – og gerne lidt ekstra, hvis du ikke har travlt.
- Pensl bollerne og bag dem ved 225 grader i 13 min. i midten af ovnen.
- Lad bollerne afkøle lidt, men nyd dem gerne lune.
Tip! Hvis bollerne er frosne kan de med fordel optøes i microovn. Så beholder de blødheden og bliver ikke hårde.